Erhvervsledere i front for socialt ansvar

I erhvervssammenslutningen Code of Care Billund er virksomhedsledere optaget af socialt ansvar. Netværket kæmper for et arbejdsmarked med plads til alle.

Som mentor for en ung med eksempelvis psykiske problematikker er det vigtigt, at du får skabt et tillidsfuldt rum.I rollen som mentorer vil erhvervslederne bl.a. hjælpe unge og udsatte ind på arbejdsmarkedet. Mange ledere efterspørger imidlertid redskaber og viden om den type rolle.

– Selvom virksomhedslederne har stor erfaring med håndtering af medarbejdere, så er rollen som mentor for et menneske på kanten af arbejdsmarkedet ofte en helt anden, siger Ole Marcussen, bestyrelsesformand i Code of Care Billund.

Kursus som mentor

University College Lillebælt er udpeget til at træne erhvervslederne i Code of Care-regi til at blive gode mentorer. Det sker bl.a. gennem et fire timers mentorkursus samt supplerende viden gennem e-læring.

– Som mentor for en ung med eksempelvis psykiske problematikker er det vigtigt, at du ved noget om, hvordan du lukker det menneske op og får skabt et tillidsfuldt rum. Lederen skal måske have andre og blødere kompetencer i spil, end vedkommende er vant til, siger Birger Søndergaard, UCL.

UCL har skabt et kursusforløb, hvor virksomhedslederne får viden om, hvordan de etablerer et godt samtalerum, og hvordan de bedst muligt guider den unge. Det kan være alt lige fra den indledende samtale om hygiejne til mødestabilitet eller tro på egne evner.

Psykologi og pædagogik

Trine Lippert, UCL, har stor erfaring med arbejde med udsatte, og skal derfor også give virksomhedslederne viden om specielt ungegruppen.

– Som mentor er det din opgave at finde balancen mellem at skubbe og støtte. For virksomhedsledere kan det være betydningsfuldt at få viden om den del – og få den diskuteret med andre ledere – inden de står overfor opgaven, siger Trine Lippert.

Se mere i videoen ”Fra mentee til mentor – erfaringer fra et mentorforløb” – et mentorforløb hos LEGO Koncernen.

Video: Fra mentee til mentor – erfaringer fra et mentorforløb.