170 skoleledere og konsulenter tilmeldt konference om samarbejde i skolen

Skoleledere skal skabe rammerne for godt samarbejde

Landets skoleledelser har behov for at få skabt det bedst mulige samarbejde mellem lærere og pædagoger for at realisere folkeskolereformens mål om at fremme elevers læring og trivsel. Det har fået 170 skoleledere og konsulenter til at flokkes om en konference, der giver input til arbejdet.

UCL arrangerer – sammen med Center for Social Bæredygtighed og Cubion – konferencen ”Ledelse af samarbejdet mellem lærere og pædagoger”. Der har været god respons på konferencen, som lige nu tæller deltagere fra skoleledelser, forvaltningsledelser og ministerier.

– Læring og trivsel er nøgleord i skolereformen. Begge dele lykkes, når læreres og pædagogers faglighed bringes i det rette samspil. Det er en ledelsesopgave at skabe rammerne for det, siger André Barsøe Jensen, UCL.

Førende forskere får ordet

Konferencen finder sted 8. september 2016 på Hotel Nyborg Strand, og der er stadig ledige pladser.

Skoleledelser, forvaltningsledelser og konsulenter får konkrete eksempler på, hvordan skolerne skaber gode rammer for samarbejdet.

Deltagerne vil på konferencen høre førende stemmer inden for feltet. Lars Goldschmidt, ph.d., konsulent stiller skarpt på ”Skolen i fremtiden”. Justine Grønbæk Pors, adjunkt, ph.d., CBS, taler under overskriften ”Ledelse af læring. Orkestrering af potentialitet.”

Skoleledere, konsulenter og forvaltningschefer følger op med oplæg om, hvordan de i praksis leder samarbejdet mellem lærere og pædagoger.

Læs mere om konferencen ”Ledelse af samarbejdet mellem lærere og pædagoger”