Ny tilgang til kolleger og medarbejdere

Meldingen er præcis og kontant, når Lene Jensby fortæller om NLP Lederuddannelsen. Lene er HR-chef og rejselederkoordinator hos Gislev Rejser.

Lenes baggrund og motivation for at tage uddannelsen var, at den var noget andet og mere end de traditionelle lederkurser. 

Jeg kunne se, at uddannelsen kunne lære mig mere om dét at kommunikere og åbne op for andre mennesker ved hjælp af spørgeteknikker og NLP redskaber, og det kunne samtidigt gøre mig bedre til at lade andre finde løsningerne selv. Jeg har tidligere haft svært ved at sige fra og har tit taget ting med hjem så at sige.

Gennem uddannelsesforløbet kunne jeg arbejde med at være tydelig på en konstruktiv måde – det var mit indgangsønske til uddannelsen, og det blev realiseret undervejs, fortæller Lene.

Kontant afregning ved kasse 1

Uddannelsen gav Lene noget at tænke over, og hun skiftede blandt andet job undervejs i forløbet til Gislev Rejser. 

Lene supplerer: Den tydelighed og de redskaber, som uddannelsen giver, har da i høj grad medvirket til, at jeg i dag sidder i en spændende og givende stilling. 

Uddannelsen er seriøs og krævende. Det er "learning by doing". Der er kontant feedback og afregning ved kasse 1, og det er lige mig. Jeg har en baggrund fra detailbranchen, er derefter gået en mere administrativ vej og supplerede med en akademiuddannelse inden for HR, da jeg gerne ville arbejde med menneskers udvikling i en mere strategisk kontekst.

Jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg ikke investerede mig selv i forløbet, var der ingen læring i det for mig. Der sker væsentlige ændringer undervejs i et sådant udviklingsforløb, fordi man bruger sig selv og kommer ned og rører nogle grundlæggende ting; for er du dér, hvor du gerne vil være – og hvad hvis du ikke er, hvordan kommer du så derhen, hvor du gerne vil? 

Helt praktisk har uddannelsen givet mig en undervisningsmetodik, en udvidet lydhørhed og en konstruktiv og objektiv tilgang til kolleger og medarbejdere. Den har samtidig givet mig viden om, hvordan man sætter mål for sig selv og andre og hvordan, man når dem. Kombinationen af NLP og erhvervslivets succesparametre er meget værdifuld. Du lærer at nå målbare mål og samtidig sikre en optimal proces for alle parter.

NLP er nu en del af Lenes ledelsesstil

Lene bruger NLP-redskaberne og forskellige, andre elementer i samtaler med medarbejdere, både de lette og de svære samtaler, til direktions- og teammøder og ved rekrutteringssamtaler. Faktisk meget mere, end hun egentlig er bevidst om. 

Hun fortæller om, hvordan NLP er blevet en del af hendes ledelsesstil: 

Jeg er ikke bange for at spørge direkte og give direkte feedback, og fremfor alt er jeg ikke mere nervøs for, hvad der kan "komme ind ad døren" af arbejdsmæssige udfordringer. Det var jeg tidligere, for hvad nu hvis jeg ikke var forberedt nok eller ikke kunne løse problemerne?

Nu kan jeg være i situationen og møde medarbejderne med en god ro, overføre roen og med spørgsmål styre situationen, for det er jo ikke mig, der skal finde løsningen på alle problemer, men ved hjælp af god ledelse hjælpe til, at tingene ændres til det bedre.

Jeg har udviklet en udpræget intuition og er god til at opfange ord, intentioner eller signaler og arbejder derudfra på at få skabt en relation, der gør, at vi som medarbejdere og som mennesker performer og trives. Jeg spørger også mine medarbejdere, hvad de drømmer om og af og til også om det egentlig er hos os, at de trives og udvikler sig mest. Så selvom mit budskab måske er en afskedigelse eller afslag på et job, så er processen omkring det konstruktiv, og vedkommende går ud ad døren med en god følelse. 

Så ja, jeg oplever hver dag, at jeg anvender det lærte, og det er nu en del af mig og min ledelsesstil. Jeg arbejder mere professionelt og kan håndtere et krævende job uden at tage det med hjem eller tage det personligt. Havde jeg ikke haft den tilgang og den viden, som uddannelsen havde givet mig, sad jeg nok ikke i virksomheden i dag som HR chef og med ansvar for 120 rejseledere på distancen.

En del overraskelser undervejs

Der dukkede flere overraskelser op for Lene igennem uddannelsesforløbet. Hun fortæller:

Det overraskede mig, at jeg skulle så langt ind - eller ned - før at brikkerne faldt på plads! Når man, som jeg, er glad for forberedelse og forforståelse, så var det en udfordring, at så meget er op til dig selv. Vi er langt hen ad vejen vores egne redskaber, og der skal gives og investeres, for at det rykker. Det er noget for noget.

Det overraskede mig også, at jeg under en individuel coaching-seance fik sat bevidsthed på nogle ting i mit private liv, som jeg skulle arbejde med. I den forbindelse har Livshjulet, hvor man tager temperaturen på 8 forskellige livsområder og tager skridt til at ændre disse, hjulpet mig, og jeg anvender også det redskab i samtaler med medarbejdere for at sætte fokus på trivsel og målsætninger.

Der findes nogle NLP-grundsætninger, hvoraf én lyder: "Betydningen af din kommunikation viser sig i den respons, du får". At se på sig selv og se sin adfærd afspejlet i andre og justere op og ned for sig selv, det er uhyre vigtigt - ligesom det er vigtigt at være bevidst om, at selv om ens kolleger eller medarbejder ikke er som en selv, så kan de godt være rigtig gode til det, de gør. Ja det lyder banalt, men det kræver øvelse at praktisere.

Oplagt uddannelse for succesfulde ledere

Lene har allerede anbefalet uddannelsen til andre. For som hun siger:

Som chef og leder er forståelse, tydelighed og anerkendelse centralt. NLP i et forretningsperspektiv giver god mening og den værdi, man tilfører sin virksomhed ved at være i stand til at flytte mennesker, er vel nærmest ubetalelig.

For hvad er det netop, vi ser de gode og succesfulde ledertyper har med sig? En knivskarp forståelse for de menneskelige mekanismer, persontyper og motivationsfaktorer og evnen – og lysten - til at flytte folk i en forretningsmæssig sammenhæng.

Det er dét, som NLP Lederuddannelsen giver.

Fakta

NLP Lederuddannelse er en certificeret, excellent lederuddannelse med indivieul coaching. Uddannelsen er godkendt af Dansk NLP Forening.

>> Læs om uddannelsen

Elisabet Lycke Nielsen er underviser og coach på uddannelsen, som har kørt siden 2005. På uddannelsen udvikler vi et fortrolighedsrum mellem de studerende, som samarbejder og træner i små, effektive grupper.

>> Hils på Elisabet